Gå til hovedindhold

Oplæg

Hvorfor udvider universet sig? Hvad er mørkt stof? Hvordan ser et sort hul ud? Vi har observeret himmelrummet i flere århundreder, alligevel ved vi kun meget lidt om det univers, vi lever i. Bliv fagligt opdateret indenfor astronomi og astrofysik, hør mere om, hvad vi (ikke) ved i dag og hvordan nye opdagelser kan gøre os klogere på vores mørke univers.

Oplægget lægger op til temaet 'Store opdagelser' og dykker dybere ned i alle de ting, vi endnu mangler at opdage om vores univers. Efter mange års observationer og forskning, er vi kun kommet en smule tættere på at kunne forklare de mange fænomener, vi ser i himmelrummet omkring os.

De største gåder, når man taler om universet, er i dag emner som Big Bang, mørk energi, mørkt stof og sorte huller. Fælles for disse er, at computersimuleringer og teoretiske beregninger stadig er det vi bruger, når vi skal prøve at forklare mekanismerne bag. Alligevel mener forskere, at vi nu står på kanten til at gøre nye og banebrydende opdagelser. Opdagelser, der muligvis kan ændre vores syn på det univers, som vi lever i, og ikke mindst på de teorier, der i årtier har lagt til grund for forskning indenfor astrofysik.

Oplægget sætter fokus på de mørke dele af universet; de dele, vi endnu ikke kan forklare samt hvordan forskere i dag prøver at kaste lys over disse fænomener. Du hører også om, hvilke ting vi allerede har opdaget, og hvordan det har påvirket de teorier og den forskning, der bliver lavet i dag.

Oplægsholder Cecilie Sand Nørholm ønsker at inspirere undervisere til også at tage nogle af de lidt tungere emner, såsom sorte huller, mørkt stof og mørk energi med ind i deres undervisning samt at vise dem, at koncepter, inden for astronomi og astrofysik, godt kan gøres konkrete og håndgribelige.

Oplægsholder(e)

Cecilie Sand Nørholm, Tycho Brahe Planetarium

Hvornår

Onsdag, marts 18, 2020 - 16:15 til 17:00

Hvor

C2

Målgruppe

Grundskole
Læreruddannelsen