Spor 8 sætter lyd på Big Bang 2021 online

Ny podcast lanceres på Big Bang 2021 online. Podcasten sætter fokus på ny naturvidenskab gennem en række af Danmarks førende forskere og videnskabsfolk.

I år sætter Statens Naturhistoriske Museum lyd på Big Bang-konferencen, når de går live med deres nye podcast – Ny Naturvidenskab – Big Bang-konferencen. Podcasten er produceret til dette års Big Bang 2021 online og repræsenterer spor 8: Ny naturvidenskab. I podcasten vil en række af Danmarks førende forskere og videnskabsfolk forkæle dig fagligt med den nyeste forskning inden for naturvidenskab.

Målgruppen for den nye podcast-serie er naturfaglige og naturvidenskabelige lærere i grundskolen, på gymnasieuddannelserne og på erhvervsuddannelserne. Der er udviklet i alt otte episoder på ca. 15 minutters varighed. Du kan allerede nu få en forsmag på, hvad fem af episoderne handler om.


Podcasten vil være tilgængelig til download på Big Bang 2021 online.


Tilmeld dig Big Bang 2021 online her

Nyt fra rummet 2021

Hvad sker der uden for Jordens atmosfære i 2021? Astrofysiker Tina Ibsen lægger op til det kommende år i rummet. I podcasten bliver lytterne klogere på de nyeste landvindinger inden for astronomi og rumfart, og der kigges på kommende rummissioner og spændende forskningsresultater fra det store univers.

Danmarks dybe fortid

Kan analyser af flere millioner år gamle fiskefossiler gøre os klogere på evolution og klimaændringer? Vi skal 56 mio. år tilbage i tiden med ph.d.-stipendiat Ane Elise Schrøder fra Museum Mors og Statens Naturhistoriske Museum.

Tang – ny bæredygtig bioressource

Vi har masser af tang i Danmark! Det er en ressource, som skal udnyttes meget mere i fremtiden. Seniorforsker Annette Bruhn fra Aalborg Universitet fortæller om resultater fra de sidste ti års mange forskellige danske forskningsprojekter om tang og giver en opdatering på, hvor vi står i Danmark og Europa lige nu.

Annette Bruhn er også oplægsholder på Big Bang 2021 online, hvor hun i oplægget ‘Bæredygtig dyrkning og anvendelse af tang, verdensmål og praktiske forsøg’ på spor 5 supplerer podcasten med sin viden om tang.

Miljø-DNA skaber overblik over biodiversitet

Analyser af det såkaldte miljø-DNA har i de senere år vundet frem som et værktøj til at afdække biodiversitet. Med eksempler fra forskningsprojekter om vampyrflagermus’ føde og Loch Ness-søens dyb giver lektor Kristine Bohmann fra Globe Instituttet på Københavns Universitet et indblik i, hvad miljø-DNA er, hvordan metoderne virker, og hvad de kan bruges til.

Kend din kvanteteknologi

I podcast-episoden får lytterne indblik i, hvad kvanteteknologi er, og hvor vi står udviklingsmæssigt: Hvad er hype, og hvad er fakta? Seniorrådgiver Ulrich Busk Hoff fra Institut for Fysik på DTU fortæller om, hvordan man konkret arbejder med kvanteteknologi på DTU, og om arbejdet med udviklingen af nyt undervisningsmateriale om kvantecomputere til folkeskolen.

KONTAKT

Big Bangs sekretariat
+45 
24881094
kontakt@bigbangkonferencen.dk
CVR: 32509444
EAN: 5798000560789

Big Bangs bobler

Få et værksted

Har du en idé til et spændende hands-on værksted? Så er det nu, du skal ansøge om at få et værksted til Big Bang 2021.

Deadline er d. 1. november 2020.