I denne workshop får du rig mulighed for at få indblik i både dine egne og andres holdninger, tanker og refleksioner om naturen og de værdier, som vi hver især tillægger den.
Vores natursyn er påvirket af mange faktorer som holdninger, oplevelser, samfund, kultur, religion og historiske begivenheder. Oftest når vi diskuterer naturen med andre, glemmer vi, at vi måske ikke deler samme natursyn.
Med udgangspunkt i et dilemmaspil, som Experimentarium har udviklet i samarbejde med billedkunstneren Hartmut Stockter, kan du som deltager reflektere over dit eget natursyn. Deltagerne inviteres til i fællesskab at overveje, hvordan fremtidens natursyn bør være, hvis vi skal overkomme de kriser, som vi og naturen står overfor.