Hvilke holdninger, viden og oplevelser af klimaforandringerne har unge på ungdomsuddannelserne? I dette oplæg præsenteres du for en spørgeskemaundersøgelse med 7000 unge fra de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne. I undersøgelsen identificeres forskellige klimaprofiler på ungdomsuddannelserne: de bekymrede, forbeholdne, handlingsorienterede og følelsesmæssigt upåvirkede. Oplægget viser, hvordan klimaprofilerne fordeler sig på de forskellige ungdomsuddannelserne og tydeliggør dermed den brogede elevgruppe, som du som lærer eller leder møder på din uddannelse. Du vil også blive præsenteret for citater fra interviews, der uddyber elevernes perspektiv på klimaforandringerne. Kom og deltag i diskussionen om, hvordan man kan udvikle klimaundervisning, der kan rumme hele elevgruppen.