Gå til hovedindhold

Anja C. Andersen skiftes ud med Lise Nørgaard og Ghita Nørby, når Danmarks største ravsamler overtager keynoterollen onsdag eftermiddag.

De sidste ca. 130 millioner år af jordens historie er mere eller mindre arkiveret i rav. Der findes over 150 forskellige typer af rav i verden, og hver type agerer som en portal tilbage i tiden - et vindue til fortiden, hvorigennem vi kan se et øjeblik fastfrosset i 3D. Ravets rolle i forståelsen af livets udvikling er dybt undervurderet i den brede befolkning. Gennem foredraget introducerer Anders Leth Damgaard til typer af rav, dets indeslutninger og den nyeste forskning.

Inde i ravet gemmer der sig hundredvis af små insekter, der er fastfrosset i den klistrede masse for flere millioner af år siden. Blandt de mange ravbiller har Anders Leth Damgaard opdaget flere nye arter, som han har opkaldt efter mennesker, der gør et stort indtryk på ham, bl.a. Ghita Nørby, Lise Nørgaard og brødrene Willerslev. 

Anders Leth Damgaard er uddannet lærer, autodidakt ravforsker og formand for Den Danske Ravklub. Siden 2008 har han studeret insekter i rav, og hans arbejde har allerede affødt fund af over 30 nye arter, en del videnskabelige artikler og samarbejder med forsknings- og formidlingsinstitutioner som Statens Naturhistoriske Museum, Tirpitz, Geocenter Møn og Natural History Museum, London.